torsdag den 17. november 2016

Idékatalog til "Noans mærke"

Jeg har med hjælp fra flere lærere lavet et idékatalog til undervisning i bogen "Noans mærke". Bogen henvender sig til 3.-5. klasse.
Det er en fantasyfortælling om to børn, der bor på en ø, hvor det ikke er tilladt at vise følelserne vrede og sorg. Bogen har et lixtal på 10, men et højt indholdsniveau, og jeg har i dette efterår besøgt flere klasser, der har været rigtig glade og optaget af at læse bogen.
Dette gav mig det sidste puf til at lægge et undervisningsmateriale op på en hjemmeside.
Jeg har flere dygtige lærere at takke for hjælpen - det har været super inspirerende. Hvis flere har lyst til at bidrage, lægger jeg meget gerne flere ideer op.
"Den åbne skole" i Favrskov Kommune, har gjort det muligt, at jeg kunne møde lærere og elever på folkeskoler i min kommune, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Mødet med børnene og deres oplevelse og spørgsmål betyder rigtig meget for mig - og giver mig lyst til at skrive mere.

Du kan finde undervisningsmaterialet her.


tirsdag den 1. november 2016

Bølgemonster

Her kommer en idé til et monster, der hurtigt kan laves. I hver fald hvis de ikke er for store. Monstrene, jeg viser herunder, er lavet i A5.


I skal bruge:
Farvet karton
Hvid karton
Saks
Sprittusch
Limstift

Et stykke farvet karton foldes på midten på den lange side, og der klippes en skør figur. Figuren limes midt på et stykke hvidt karton. Det tegnes øjne, mund, hår osv. Man kan fx godt tegne hår på det hvide karton.

Til sidst laves streger hele vejen rundt om figuren mange gange.



mandag den 31. oktober 2016

Snoremonster



Til et Snoremonster skal du bruge:
Glittet papir
Sisalsnor
Sort akrylmaling
Pensel
Vandskål

Til efterbehandling
Glittet papir
Sort sprittusch
Saks
Limstift

Se her hvordan du skal gøre:



Efterbehandling:
Når der skal laves monstre ud af snorebillederne tegnes øjne og mund på et nyt stykke papir. De klippes ud og limes på. 

Derefter tegnes der fx øre, hår, øjenbryn, næsebor og lignende med en sort sprittusch direkte på billedet.





søndag den 30. oktober 2016

Monsterseje børnebøger


Hinnerup Bibliotek & Kulturhus spurgte mig i år, om jeg ville lave et oplæg til institutionerne i Hinnerup, før de gik i gang med deres traditionsrige udstilling for børnehaver og SFOer. 
Udstillingens titel er MONSTER, og jeg har samlet nogle ideer, som jeg også vil dele med jer her på bloggen.

Jeg er bl. a. blevet inspireret af forskellige billedbøger, så her kommer i første omgang titlerne på super gode monsterbøger, som kan bruges til højtlæsning. 
Det er godt at blive klogere på, hvad de der monstre egentlig er for nogen, før I går i gang med at tegne, klippe og male de monsterseje skabninger.



Monsterpest - Áslaug Jónsdóttir, Kalle Güettler, Rakel Helmsdal
Store monstre græder ikke - Áslaug Jónsdóttir, Kalle Güettler, Rakel Helmsdal
Monstre i mørket - Áslaug Jónsdóttir, Kalle Güettler, Rakel Helmsdal
Monsterbesøg - Áslaug Jónsdóttir, Kalle Güettler, Rakel Helmsdal
Vitello bygger en monsterfælde –  Kim Fupz Aakeson
Bertil og Borte - Kim Fupz Aakeson
Mirakelkuren - Marianne Iben Hansen
Sebastians monster- Martin Glaz Serup
Pedes uhyrer – Morten Ramsland
Når et monster bliver født - Sean Taylor, Nick Sharratt
Det ensomme monster – Chris Judge
Det vildeste bogmonsterLili Chartrand
Det lille raserimonster - Britta Schwarz
Der findes ikke monstre! - Kerstin Schoene 

torsdag den 23. juni 2016

Højtlæsning i sommerferien

Jeg husker det, som om at min mor, min søster og jeg hver eftermiddag mødtes omkring køkkenbordet til eftermiddagste, havregrynsflager og højtlæsning, men det er nok tiden, der har visket andre slags eftermiddage ud. Fordi jeg elskede dagene med højtlæsning mest.
Jeg har egentlig en plan om, at indføre sådanne eftermiddage med mine børn. Men den ene eftermiddag efter den anden går ofte med helt andre ting, og højtlæsning sker som oftest lige før sengetid – og nogle gange slet ikke.  Men i sommerferien er det højsæson for at læse op. Selv en kø på en tysk motorvej, kan blive et helt rart sted, hvis man har en bog med, så her kommer årets 10 anbefalinger til højtlæsning i sommerferien.



(Bb) betyder: Billedbog

Rævefælden – Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss (Bb). Fordi den handler om sorg, ensomhed og hævn i sin mest rå udgave. Her bliver fingrende ikke lagt imellem, da Gustavs kanin bliver flænset af en ræv. Mine børn har været meget optaget af den forandring sorgen og hævngerrigheden, får Gustav til at gå igennem.

Bertil og Borte – Kim Fupz Aakeson (Bb). Fordi den er fabelagtig godt skruet sammen, og får både børnene og mig til at grine - og komme i tanke om alle de ting monsteret Borte har spist i vores huset.

Klø, når det klør – Dorthe Lilmose (Bb). Fordi det er en smuk, modig og stemningsfuld billedbog om en gammel mand, der snart skal dø. Manden er ikke ked af det. Han er heller ikke ligeglad, og det er han glad for.

Silkesød – Gro Dahle (Bb) - Fordi den handle om Silke, der er så sød, at ingen kan se hende, og om den dag hun skriger sig vej ud af tapetet, sammen med en masse andre piger.

Mit hus - Den dag freden forsvand -  Anna Margrethe Kjærgaard (Bb). Fordi det er en smukt illustreret bog, der fortæller historien om en pige, der oplevede, Bornholm blev bombet og besat af sovjetiske styrker efter Danmarks befrielse i 1945.

Morderens abe – Jakob Wegelius. Fordi det er et 618 sider langt, fantastisk fabel, der har aben Sally Jones som jeg-fortæller. En skøn blanding af krimi, skrøne og eventyr, der helt basalt handler om ensomhed, venskab og fællesskab.


Skyggefugl – Tina Sakura Bestle. Fordi jeg synes alle skal læse den bog. (Du kan se mere her).

Tonje Glimmerdal – Maria Parr. Fordi der er en skøn vildskab, smerte og kærlighed i Maria Parrs fortælling om Tonje og hendes bedsteven spillemanden Gunnvald.

Hest, hest, tiger, tiger – Mette Eike Neerlin. Fordi det er en både komisk og tragisk fortælling om Honey, der ikke kan sige nej, og derfor bliver nødt til at lyve. Og så har den bog et knuselskende persongalleri.

Den store djævlekrig – Kenneth Bøgh Andersen. Fordi det her er serien, hvor vi har mulighed for at komme på ferie i Helvede, og det er slet ikke kedeligt.


Desuden skal jeg også nævne min egen børneroman, som også kan bruges til højtlæsning, men i høj grad er en bog til selvlæsning for de 8 -11årige.

”Noans mærke” – Jane Susanne Andersen. Fordi det er en spændende fantasyfortælling, der handler om de store følelser vrede og sorg, men også om venskab og mod. Her er der mulighed for at møde fabeldyret mantikora, hvilket ikke er særlig rart, men man kan også møde Noan, Jørdis og Hasse, og det er til gengæld dejlige bekendtskaber. 


Du kan få flere ideer her.

tirsdag den 21. juni 2016

Historiske portrætter for børn

I forbindelse med udstillingen "Børnene og Slottet" på Ulstrup Slot, hvor 250 børn alle tegnede og malede slotte, malede billedskolebørnene historiske portrætter, af tidligere ejere af Ulstrup slot.


Vi forstillede os, vi var hofmalere, der fik en opgave. Alle fik udleveret et navn og et billed af den person, de skulle male.

Jeg udleverede lærreder i 30x40, og vi begyndte med guldrammerne. Jeg havde lavet en oval skabelon, som de tegnede efter, derefter malede de rammen med guldmaling. Nogle ville hellere lavede en firkantede ramme, og det bestemte de selv.

Derefter gik de i gang med at lave skitser på papir af deres person. Da de var tilfredse lagde de tegningen under lærredet og brugte et lysbord eller vinduet som lyskilde, så de kunne tegne skitsen op på lærredet med blyant.

Jeg ville gerne have, at dette blev en øvelse i at blande farver, og jeg havde derfor indkøbt de farver, der med fordel kan bruges til at blande hudfarve: Naples yellow, yellow ochre, red oxide, venetian red, vermillion, cobolt, ultramarin, raw umber, burnt umber og hvid. Desuden havde jeg købt prussian blue, som en mulighed til baggrund.

Alle fik en lille smugle af hver farve på paletten. Jeg viste dem, hvordan man blander ganske lidt ad gangen, og så var det bare i gang med at lave så mange forskellige hudfarver som mulig. Undervejs studerede vi hud på hinanden, og det er helt utroligt, så blå min hud under øjnene er.

Da portrættet var færdigt, malede de baggrunden med en af de mørke farver, og til sidst blev der lavet mønstre på guldrammen med en Guld Pearl Pen. Pearl Pen er en specialmaling på tube, der kan lave relief-effekt. Vi så på gamle guldrammer, for at bliver inspireret, men jeg opfordrede til, at de selv måtte finde på mønstre.

Da alle var færdige, fik hofmalerne deres betaling i guldbarrer, og billederne blev udstillet på Ulstrup Slot.

Jeg tænker, at denne opgave også kan bruges i et samarbejde mellem billedkunst og historie, til at male danske konger - eller bare en enkelt konge, dronning eller anden historisk person.

Pige 2. klasse
                                               
Pige 1. klasse
                                             
Pige 2. klasse

Pige 5. klasse

Pige 3. klasse

Pige 3. klasse

Pige 2. klasse

Pige 1. klasse

Pige 2. klasse


torsdag den 16. juni 2016

Børnene og slottet

På Billedskolen i Ulstrup har jeg netop afsluttet et stort projekt som involverede de 250 mindste børn i Ulstrup - plus billedskolebørnene. Det var børn fra vuggestuen, dagplejen, børnehaverne, førskolen og skolens 0. og 1. klasser der alle lavede et maleri af Ulstrup Slot, som blev udstillet på slottet.

Projektet havde til formål at skærpe børnenes fantasi, historiske bevidsthed og lyst til at udtrykke sig kreativt. Børnehavebørnene, førskolebørnene og skolebørnene mødte jeg 2 gange. Første gang fortalte jeg dem historien om Christen Skeel og Margrethe Brahe, der levede på Ulstrup i 1500-tallen. Børnene fik også lidt af historien om Margrethes bror Tycho Brahe, sønnen Jørgen Skeel og deres vilde efterkommer Jørgen Scheel, der i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet formøblede hele formuen væk, og derfor blev skyld i at slottet blev solgt, og at hans søster Juliane Marie Scheel blev kendt som "Den hvide dame!" Et af flere genfærd på slottet.

Vi kiggede på et fotografi af slottet, hvorefter jeg guidede en tegning af slottet. Vi tegnede først med blyant og derefter med sprittusch.
Derefter fik børnene mulighed for at farvelægge slottet med oliekridt.
Caran d'Ache Neocolor 1 kan bruges, desuden fik de også 3 vandopløselige rødlige farver. Caran d'Ache Neocolor II i cinnoberrød, rosa og rødbrun.

Når børnene var klar, skulle hele slottet males over med akvarel. Vi brugte Cotmans akvarel i 2 røde nuancer. Slottet skulle nu tørre, til vi skulle mødes anden gang.



Der males slotte i børnehaven


Slotte lavet af børn fra 0. og 1. klasse på Ulstrup Skole


Ved vores andet møde fortalte jeg mere om Ulstrup Slots nyere historie; om dengang der var delfinarium, dyrehave og forlystelsespark. Børnene skulle derefter lave en himmel, hvor skyerne skulle handlede om slottets historie. Jeg gav dem mulighed for at bruge skabeloner af delfiner og andre dyr fra dyreparken, men de måtte også selv finde på skyernes form. Vi brugte igen oliekridt Caran d'Ache Neocolor 1 i hvid, lys blå og kobolt. Det hvide oliekridt var tryllefarven. Dén man ikke kan se på det hvide papir, men når der males blå akvarelfarve over bagefter, kommer skyen frem. Det kunne have været sjovt, at lave netop denne proces flere gange, for de mindste børn var helt sikre på, at den hvide farve ikke virkede.

Til sidst malede vi hele papiret med Cotmans akvarel i cobolt. Jeg havde sat akvarelpapiret op på tegneplader med malertape, hvilket betød at papiret strammede flot op, da det var tørt, og at der var en hvid ramme om alle billederne.

Da himlen var færdigmalet skulle slottet klippes ud. Vi brugte lang tid på det, og de mindste børn klippede med hjælpesaks sammen med en voksen, da den sorte streg gerne skulle bibeholdes.
Det sidste vi gjorde, var at klippe et stykke grønt karton, der skulle sættes på nederst i billedet. Jeg havde i forvejen skåret nogle strimler, så vi nemt kunne klippe et passende stykke.

Og så var der kun tilbage at samle billederne med limstift, og lægge dem i pres, indtil de skulle udstilles.















Fra udstillingen på Ulstrup Slot
Læs mere i Randers Amtsavis her