Portrætter i farver

På Billedskolen i Ulstrup arbejder vi i denne sæson under overskriften: En verden i farver.

Jeg ville vise billedskoleeleverne, at også når man laver portrætter, kan man bruge alverdens farver - og jeg besluttede, at vi skulle klippe portrættet ud i farvet karton og lime det op på en ensfarvet baggrund.

Først lavede vi skitser i vores skitsebøger. Det eneste børnene skulle huske var, at ingen streger måtte stå alene. Der skulle tegnes former, der kunne klippes ud.

Det eneste jeg viste dem, var en metode til at klippe hår. Vi klippede først hoveder. Det lagde vi oven på det karton, der skulle bruges til hår. Sådan tegnede vi den yderste hårkant. Så lavede vi to prikker, hvor pandehårdet skulle begynde, flyttede ansigtsformen og tegnede pandehår og den inderste hårgrænse.

Så blev der klippet halse og krop - og til sidst øjne, næse og mund. Vi lavede ikke skabeloner - men det kan man selvfølgelig gøre, hvis man laver skitsen på et stykke A4 papir, og klipper den ud først. Men jeg havde lyst til at se, hvordan de gik til opgaven uden skabelon - og hvordan de selv ville løse den. Det gik fint - der blev klippet løs og justeret og målt på alle mulige forskellige måder.

Stole i et negativt rum

I sidste uge havde jeg fat i min gamle bog af Betty Edwards: At tegne er at se. Den udkom på dansk i begyndelsen af 1980'erne. Allerede dengang købte min mor den - og jeg husker en sommerferie i vores sommerhus, hvor vi hver dag lavede en opgave fra bogen. Min mor, min søster Lise, min veninde Dorthe og jeg tegnede sammen. Det var hyggeligt - men det var også en ny måde at se på. For mig blev det næsten en ny måde at opleve verden på.

Jeg bruger stadigvæk nogle af Betty Edwards opgaver. I denne uge besluttede jeg, at vi skulle arbejde med det negative rum på Billedskolen. Jeg fandt en gammel stol med mange krummelurer - og da de mindste børn så den, var de helt sikre på, at den kunne de ihvertfald ikke tegne. 

Jeg fortalte dem, at de slet ikke skulle tegne stolen. De skulle kun tegne hullerne. Alt det der netop ikke er stol. Og tænk, det kunne de allesammen - og timen endte endda med sætningen: "Se, Jane. Jeg troede slet ikke, jeg kunne. Men nu er jeg bare så stolt af mig selv!" 

Vi tegnede med blyant på hvidt kardus i A3-format. Baggrunden blev farvet med pastelkridt.

Der bor en mantikora i bogen

I forbindelse med, at min første børneroman "Noans mærke" udkom i august, lavede jeg en workshop for nogle tegneglade børn i SFOen på Ulstrup Skole.

Noans mærke handler om Noan, der har et mærkeligt rødt mærke på låret. Han og bogens jeg-person bor på en ø, sammen med en masse andre børn og nogle få voksne. Det er Nidur, der bestemmer på øen - og han vil ikke have, at børn er vrede eller kede af det. Bliver de det alligevel, kan de blive sendt væk.
En dag forlader børnenes elskede madmor øen. Hun ender i en by, hvor børn bliver holdt fanget af en ubarmhjertig hersker og hans menneskeædende mantikora. En mantikora er det fabeldyr, der har menneskeansigt, løvekrop og skorpionhale. Den har manke og i munden sidder 3 rækker skarpe tænder.
I Noans mærke er der kun een person, der kan redde byen fra den frygtelige mantikora - nemlig en dreng med et specielt mærke.


Jeg havde besluttet, at vi skulle tegne mantikoraer. Da vi gik i gang, læste jeg det stykke, hvor mantikoraen bliver beskrevet første gang - og så lavede vi skitser, hvor jeg tegnede for på tavlen. Når jeg tegner for, siger jeg f.eks.: "Sådan ser mine øjne ud - men I skal jo lave jeres tegning, så måske har jeres øjne en anden form..."

Da skitserne var færdige, tegnede børnene deres mantikora på akvarelpapir. Jeg havde lagt nogle skabeloner og neocolor I frem, så de kunne lave mønstre på kroppen. De lagde skabelonen under papiret og gned farvekridtet hen over papiret. Derefter blev der malet med flydenden akvarel og tegnet op med sprittusch.

De færdigmalede mantikoraer blev klippet ud - og sat op på en kopi af en af bogens siden, som jeg havde skåret kvadratisk. Til sidst monterede vi det hele på et turkist stykke karton.

                                                                                        Jamen, er de ikke herlige?